Annonce

Annonce

Kunder tager økologiske varer fra kasselinjen i butik

Bonus på Änglamark-serien og Coops øvrige økologiserier har været med til at skabe mere trafik på Coop app'en, flere loyale kunder og så har det bidraget til at løfte økologisalget. Foto: Moment Studio

Økologien er med til at skabe mere loyale kunder hos Coop

Hver måned overfører kunderne over 100 mio. kr. til Coops nye PrimeKonto, som giver 15 pct. i bonus på Änglamark, Thise, Irmas Hverdag samt Coop 365 Økologi og Minirisk-serien.

Bonus på økologi er en af de lokkemidler, som har været med til at skabe ekstra trafik på Coop-app'en, som siden lanceringen i 2018 har udviklet sig til omdrejningspunktet i dagligvarekædens loyalitetsprogram.

”2020 har definitivt været et gennembrudsår for digitaliseringen i dagligvarehandelen i Danmark,” siger digital direktør i Coop, Morten Viktor.

Han oplyser i den forbindelse, at 45.000 kunder har oprettet en såkaldt primekonto, og at kundernes indkøb viser, at de køber mere økologi end gennemsnitskunden. Det ser med andre ord ud til, at muligheden for at opspare bonus ved at købe billig økologi er med til at tiltrækker købestærke forbrugere, og det har været en medvirkende årsag til, at app'en fik sit store gennembrud i 2020.

"Kunderne er vilde med bonus på økologi, og selv om mange af de kunder, som etablerer en Primekonto, har en høj økologiandel i forvejen, kan vi se, at de har øget deres indkøb af økologiske varer, siden de fik en konto, og begyndte at handle via app'en," siger Morten Viktor til Økologisk Nu.

Selv om Coop korrigerer for corona-effekten, som generelt løftede dagligvarekædernes salg af fødevarer sidste år, viser salgstallene, at økologiprocenten i Coop-kæderne fortsætter med at vokse hurtigere end salget af konventionelle varer, oplyser Morten Viktor.

Det tilskriver han tildels de mange primekontokunder, og han forventer at Coop fordoble antallet af kunder med en Primekonto i indeværende år.

Ved at overføre fra mindst 1.000 kr. og helt op til 5.000 kr. om måneden til Coops primekonto, kan kunder opnå forskellige fordele, som vokser med beløbsstørrelsen. Fælles for alle indehavere af en primekonto er, at kunderne optjener en bonus på 15 pct. ved køb af alle produkter, som hører under de økologiske serier Änglamark, Irmas Hverdag og Coop 365 Økologi samt alle Thise-produkter og produkter i Minirisk-serien.

Coop oplyser, at muligheden for at optjene bonus er blevet så populær, at dagligvarekoncernen hver måned modtager over 100 mio. kr., som kunderne bruger til at købe varer for via Coops app, som dermed er blevet krumtappen i Coops loyalitetsprogram.

Mange kunder bruger dog stadig primært app'en til at scanne og betale med, uden at have tilknyttet en primekonto, oplyser Morten Viktor, som glæder sig over, at flere og flere kunder er begyndte at udnytte de nye digitale muligheder.

For første gang har over 100.000 af kunderne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma på én dag betalt deres dagligvarer digitalt - det vil sige ved hjælp af Coop app’en på deres telefon.

I alt er der i 2020 gennemført flere end 15 mio. digitale betalinger i Coop-butikkerne. Det er en stigning på 237 procent i forhold til 2019, oplyser dagligvarekoncernen.

Flere bruger Scan & Betal

Kundernes ændrede adfærd kommer også til udtryk i kundernes brug af muligheden for at gå uden om kassekøen. I hele 2019 og 2020 har det i næsten alle Coops godt 1.000 butikker været muligt med Scan & Betal selv at scanne varerne, komme dem direkte ned i indkøbsnettet og gå uden om kassekøen og afregne ved at scanne en QR-kode ved kasselinjen.

Den trafik er øget med 300 pct. i 2020 i forhold til 2019. Og dermed er det blevet benyttet omkring 10 mio. gange i løbet af i år.

”Der er tale om en grundlæggende forandring af danskernes indkøbsvaner. Vi forventer, at det vil vokse endnu mere de kommende år. For i takt med at kunderne får erfaring med brug af Scan & Betal, oplever de bekvemmeligheden og bliver dermed stimuleret til at gøre det endnu mere. Vi har nu flere af vores største butikker, hvor hver 4. ekspedition klares af kunderne selv. Det frigiver tid til medarbejderne, så de kan være mere ude på gulvet og dermed sikre en højere standard og bedre oplevelser for kunderne,” siger Morten Viktor.

Han oplyser, at Coop arbejder på flere forbedringer af Coop app'en og den klimaberegner, som sætter tal på CO2-udledningen på kundernes indkøb.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage