Annonce

Annonce

Medie- og popfænomenet Gulddreng genopståri en ny musikvideo, hvor han går på vandet og svømmer med piratfisk for at sætte fokus på den voksende forurening af grundvandet. Foto: M2 Film / Blonde Media / Universal Music

ØL-kampagne vækker popikonet Gulddreng til live

Musikeren Malte Ebert og hans alter ego Gulddreng spiller hovedrollen i en ny kampagnevideo, som med titlen 'Stop nu' sætter fokus på, hvordan forbrugerne kan være med til at redde grundvandet ved at lægge mere økologi i indkøbskurven.

Nye fund af pesticidrester i danske vandboringer danner baggrund for en økologikampagne, som skal gøre borgerne opmærksomme på, at økologi er langt det sikreste valg, hvis de vil skåne grundvandet for mødet med pesticidrester.

Omfattende fund af pesticidrester har siden 2017 sat vores drikkevand under pres. Over 40 forskellige pesticidrester findes nu i mere end fire ud af ti drikkevandsboringer, oplyser Økologisk Landsforening.

For at skabe opmærksomhed om kampagnen lancerer foreningen i dag en video med det genopstandne og temmeligt arrogante popikon Gulddreng, hvis bagmand, Malte Ebert,  allerede inden selve kampagnevideoen blev offentliggjort i dag, havde registreret kraftig øget aktivitet på Guldrengs social profil. Den havde ført en hensygnende tilværelse, siden den jyske popmusiker  begravede sit selvskabte medieikon for et par år siden.

Det går den forkerte vej

I en pressemeddelelse gengiver Økologisk Landsforening resultaterne den seneste opgørelse over forureningen af grundvandet fra det geologiske datacenter GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Opgørelsen  blev offentliggjort i marts 2019, og vandprøverne viser, at det går den forkerte vej med forureningen af det danske grundvand. Tallene fra GEUS afslører rester af pesticider i 41,1 pct. af 2728 prøver i drikkevandsboringer.

Der blev samtidig konstateret pesticidrester over grænseværdien i 11,4 pct. af prøverne. Til sammenligning blev der ifølge en GEUS-rapport i 2017 fundet pesticidrester i 32,5 pct. af vandboringerne.

Vi bliver ramt af fortidens synder

De pesticidrester, vi finder i grundvandet i dag, har ofte været undervejs gennem jordlagene i en årrække, og ifølge Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster, betaler vi nu prisen for den forurening, der ligger år tilbage.

”Mange af de pesticider, der tidligere blev brugt i stor stil, er nu heldigvis blevet forbudte at anvende. Selv om der bliver forsket i pesticidernes påvirkning, har eksperterne kun en begrænset viden om nutidens pesticiders skadelige virkning på mennesker og miljø. Så i stedet for at satse på, at pesticiderne ikke har en skadelig effekt, så vil man i den økologiske produktion hellere være på den sikre side ved ikke at anvende dem”, siger Per Kølster.

Gulddreng: Stop nu

I kampagnen får han hjælp fra en lidt uventet kant.

For musikeren Malte Eberts var Økologisk Landsforenings vandkampagne en oplagt mulighed for at vække Gulddreng til live, og samtidig bidrage til en god sag. Foto: M2 Film / Blonde Media / Universal Music

Det sker, når musiker og sangskriver Malte Eberts alter ego, Gulddreng, genopstår for en stund med sangen 'Stop nu' med tilhørende musikvideo, hvor der er hvid pels, piratfisk og letpåklædte damer. Godt nok har Gulddreng misforstået budskabet og synger om at stoppe med at drikke vand – mens det for Malte Eberts er en hjertesag at redde det rene grundvand, vi har tilbage.

"Jeg er vokset op i et hjem, hvor økologi altid har været en del af hverdagen. Min far er biolog og har mange gange fortalt mig om konsekvenserne for miljøet ved brug af sprøjtegift. Derfor var det også helt naturligt for mig at gå ind i dette samarbejde og samtidig bruge figuren Gulddreng til noget i min optik yderst yderst konstruktivt”, siger Malte Ebert.

Sætter tingene på spidsen med et glimt i øjet

Helle Bossen er ansvarlig for kampagnen, og hun påpeger, at Gulddreng med en stor fanskare kan sikre, at budskabet kommer bredt ud.

”Selv om det er på en alvorlig baggrund, har det ikke været ønsket at lave en skræmmekampagne. Men en kampagne, der sætter tingene på spidsen med et glimt i øjet og som viser, at man selv med en lille indsats kan gøre en stor forskel”, understreger Helle Bossen.

Ud over musikvideoen med Malte Eberts, alias Gulddreng, vil man møde kampagnen på store plakater i byrummet, i butikker og på sociale medier.

Se, hvor meget drikkevand, du skåner for pesticidrester

Hvor stor en forskel danskernes økologiske indkøb rent faktisk gør, kan man teste på Ren Madglædes grundvandsberegner. Man kan for eksempel se, at man sparer 192 liter grundvand for mødet med pesticidrester, hver gang man køber en liter økologisk mælk.

Kampagnen, der slår et slag for grundvandet, løber i hele september måned. Den er en del af et tre-årigt, 25 millioner kr. stort EU-støttet projekt, som udløber til nytår.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage