Annonce

Annonce

Facade på grøn Netto-butik

I år var Netto billigst med økologisk frugt og grønt, da Forbrugerrådet Tænk tjekkede priserne på økologisk frugt og grønt, men de danske producenter advarer mod udelukkende at fokusere på prisen. PR-foto

Detailpriserne på økologisk frugt og grønt tager et nyt dyk

Siden 2015 er prisen på de økologiske basisvarer, som indgår i Forbrugerrådet Tænks årlige pristjek, i gennemsnit faldet med 62 øre om året.

Prisudviklingen i dagligvarekædernes økologiske frugt- og grøntsortiment bør være opmuntrende læsning for det voksende antal danskere, som følger klimarådet om at spise mere grønt. Det bliver nemlig billigere og billigere at fylde indkøbskurven med økologiske gulerødder, æbler og broccoli. Dagligvarekædernes gennemsnitspriser på økologisk frugt og grønt er faldet i fem af de seneste seks år. Det fremgår af de årlige pristjek, som Forbrugerrådet Tænk har gennemført siden 2015.

Tirsdag i denne uge offentliggør forbrugerorganisationens månedsmagasin sit seneste pristjek, og med 2019 som den eneste undtagelse, er priserne på den samme indkøbskurv faldet hvert år. Mens gennemsnitsprisen på de 11 økologiske basisvarer, som indgår i pristjekket, i 2015 lå på 174 kr., er den i 2021 faldet til knap 133 kr. Det svarer til et årligt fald på 6,88 kr. for hele kurven eller 63 øre pr. vare.

Indkøbslisten

Forbrugerrådet Tænk tjekkede i uge 5 priserne på en indkøbskurv med:

  • Agurk, 1 stk.
  • Broccoli, 500 g
  • Gulerødder, 1 kg
  • Kartofler, 1 kg
  • Snackpeber, 2 stk.
  • Tomater, 500 g
  • Appelsiner, 1,5 kg
  • Bananer, 6 stk. (800 g)
  • Citroner, 350 g
  • Kiwifrugter, 500 g
  • Æbler, 1 kg

Et tveægget sværd

Den udvikling kommer ikke bag på Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening, og han peger på, at de faldende priser er udtryk for, dels at økologerne løbende har effektiviseret deres produktion, dels at dagligvarekæderne fortsat ofte bruger attraktive priser på økologiske grøntsager til at lokke flere kunder i butikkerne.

»Økologien er ved at blive det nye normale i grøntafdelingerne, og for forbrugerne er det dejligt, at økologien på den måde bliver mere udbredt, men de faldende priser er et tveægget sværd,« siger Henrik Hindborg med adresse til de hjemlige frugt- og grøntproducenters vedholdende kritik af det prispres, som de oplever fra de danske dagligvarekæder.

Netto var 76 kr. billigere end Meny

Gennem flere år har det især været Aldi, Lidl, Rema1000 og Netto, som har kæmpet om at være billigst. Med en pris på 114,95 kr., blev det i år Netto, som vandt den konkurrence foran Rema1000 og Bilka, hvor kunderne skulle betale tre-fire kr. mere for de samme varer.

I den anden ende af skalaen var Meny dyrest hvad angik 7 af pristjekkets 11 varer, og kæden endte med en samlet pris på 191 kr. eller 66 pct. mere end Netto. På de næste pladser kom Nemlig.com med 153,5 kr. og Irma med 140,73 kr.

Producenterne: Køb mere dansk

Mens de økologiske forbrugere kan glæde sig over billigere varer, giver prisudviklingen ikke ligefrem anledning til brede smil hos de økologiske producenter. Lotte Lei, formand for frugt-, bær- og grøntudvalget i Økologisk Landsforening, kritiserer kæderne for at bruge udenlandske priser som reference, når de skal indgå aftaler med de danske avlere.

»Det er ikke fair, da vi har et helt andet omkostningsniveau i Danmark, og under coronapandemien har danskerne vist, at de gerne vil betale ekstra for danske varer,« siger Lotte Lei, som håber, at kæderne vil sætte mere handling bag de mange ord om lokale varer.

»Danmark er et så lille marked, at mange kæder udnytter, at de kan shoppe billige restpartier i udlandet, men priserne på dem bør ikke sætte standarden for de danske priser,« siger den økologiske hvidløgsavler, som advarer om, at kædernes prisfokus rammer de hjemlige producenter hårdt, da de risikerer at brænder inde med grøntsager, som bliver fortrængt af et parti billige udenlandske produkter.

Hun ser derfor frem til, at det igen bliver muligt at komme ud og møde forbrugerne og fortælle dem, at de er med til at skabe lokale arbejdspladser og modvirke klimaændringerne ved at købe frugt og grønt fra danske avlere frem for varer, der bliver produceret på andre kontinenter.

Flere artikler fra samme sektion

Arla hæver sine klimaambitioner

Arla fordobler klimamålsætningen på to af tre områder for at leve op til de videnskabelige anbefalinger, der viser, hvordan man kan opfylde Paris-aftalen.

18-01-2022 4 minutter Klima,   Mejeri

Fremtidsforsker aner forbrugsfestens endeligt: »Behøver man virkelig at kunne vælge mellem 25 forskellige slags flåede tomater?«

En fremtidsforsker ser klare tegn på, at forbrugsfesten er ved at være ovre for en stor del af befolkningen; mange vil leve mere bæredygtigt. En professor savner dog konkrete beviser på, at det går den vej - men hun håber det.

18-01-2022 14 minutter Bæredygtighed,   Forbrug

Verdens største økologimesse udskydes et halvt år

I samråd med udstillerne har arrangører af BioFach i Nürnberg besluttet at flytte BioFach fra 15.-18. februar til 26.-29. juli, hvor alt tyder på, at der er mere styr på coronasituationen.

17-01-2022 5 minutter Eksport