Ni afgrøder giver 363.880 muligheder

Af: Otto Nielsen, projektleder, Nordic Beet research
Lene Sigsgaard, lektor, institut for plante- og miljøvidenskab, Københavns Universitet

Øget afgrødediversitet er kendt for at give bedre levevilkår for nyttedyr og kan også ’skjule’ den enkelte afgrøde for skadegørere og dermed nedsætte problemer med skadedyr og sygdomme.

Tanken om, at et dyrkningssystem, teoretisk set, kan holde skadegørere væk ved egen hjælp, var den primære grund til, at en gruppe af forskere og forsøgsfolk fandt sammen for at igangsætte forskningsprojektet StripCrop, der undersøger potentialet for stribedyrkning under danske forhold.

Fordele er der nok af, når man præsenteres for ideen om at blande flere afgrøder i samme mark. Specielt når man opdager, at man ved stribedyrkning ikke behøver at blande afgrøderne, men kan dyrke dem ved siden af hinanden, så man kan optimere på dyrkningen af den ene afgrøde uden nødvendigvis at genere naboafgrøden. Det er helt klart en af de store fordele ved stribedyrkning, når man vil øge afgrødediversitet i marken.

I et forsøg på Sofiehøj indgår ni forskellige afgrøder, som er blandt de afgrøder, der typisk dyrkes af landmændene i området.

Med ni afgrøder i sædskiftet har man 363.880 måder at så striberne ved siden af hinanden på. Oveni det kommer muligheden for forskellige stribebredder, så hvordan vælger man, hvordan sædskiftet skal skrues sammen?

Efter en del udkast og et par møder med hollandske kollegaer ved universitetet i Wageningen - som allerede har flere års erfaring med stribedyrkning - endte vi i projektet med stribebredder på tre og seks meter og en blanding af tre selvstændige sædskifter. Det skal give svar på betydningen af stribebredde samt rand­effekter, og derudover indgår nogle få striber med to-årige afgrøder, for at se om det kan øge biodiversiteten yderligere.

De mange striber med afgrøder kan godt forvirre både forskere og forsøgsteknikere, så mon ikke også bladlusene bliver tilstrækkeligt forhindrede i at finde deres favoritafgrøde, og måske endda bliver spist af mariehønerne, inden de selv kommer til fadet?

Skeptikere af stribedyrkning påpeger straks udfordringen med arbejdsbredder, og det er et væsentligt opmærksomhedspunkt. Derfor er det vigtigt at tænke alternativt på maskinsiden. Som forsøgsfolk råder vi over en maskinpark med mange forskellige maskiner af forskellig størrelse. Eksempelvis den autonome redskabsbærer Robotti, der sporer tre meter, og derfor er velegnet til bed-baseret dyrkning.

I 2021 anvendte projektet Robotti til såbedsharvning, såning, radrensning, strigling og supplerende gødskning af de fleste afgrøder.

Der er behov for flere små maskiner ved stribedyrkning for at klare overgangen fra den ene afgrøde til den anden, da striberne med forskellige afgrøder ikke tillader de samme muligheder for pløjning.

I august 2021 brugte vi traktorer og en kombination af stubharver, ukrudtsharver og fræsere. Ulempen er dog, at traktorer laver spor inde i bedene, og derfor arbejdes der på at fremstille en harve til Robotti, som kan sikre opblanding af jord og planterester.

StripCrop-projektet varer i fire år og har til formål at vise, i hvor høj grad et stribedyrkningssystem med forskellige stribebredder formår at begrænse omfanget af skadegørere og fremme nyttedyr, og derfor følges antallet af skadedyr som bladlus og nyttedyr som mariehøner.

Det arbejde fortsætter, da vi er interesserede i at finde svar på, om der eksempelvis er færre bladlus og flere mariehøner i smalle striber. Det er balancer som disse, projektet vil studere og berette om i de følgende år.

StripCrop er en del af Organic RDD 6-programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer). Projektet har fået tilskud via GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.