Annonce

Ud over at øge forekomsten af vilde bestøvere kan træer i landbruget give tiltrængt læ og skygge til dyrene. Foto: Mads Helms

Skovlandbrug kan gavne vilde insekter - og sandsynligvis øge udbytterne

Et nyt studie viser, at pollenspredere tiltrækkes af skovlandbrug. Træer på marken har således potentiale til både at gavne biodiversiteten og udbytterne på visse marker.

Skovlandbrug, hvor træer og buske plantes på markerne, kan give flere bestøvere og en bedre bestøvning af afgrøder til gavn for udbytterne.

Det viser et nyt studie, hvor forskere fra University of Reading i England har registreret væsentligt flere bestøvende insekter i skovlandbrug sammenlignet med monokultur, der er kendetegnet ved de langstrakte marker med én bestemt afgrøde.

Over en treårig periode undersøgte forskerne forekomsten af tre typer vilde bestøvere på seks britiske områder, der hver bestod af både et skovlandbrug og et sammenligneligt monokulturelt landbrugssystem - alle dyrket økologisk i øvrigt. 

Her så de, at skovlandbrugene havde dobbelt så mange vilde bier og svirrefluer og i de dyrkede marker over dobbelt så mange humlebier sammenlignet med monokulturen. Der var ingen forskel på mængden af humlebier i græsningsfolde uanset landbrugssystemet.

'Arbejdet viser stærk empirisk evidens for, at britiske skovlandbrugbrugssystemer kan understøtte et større antal vilde bestøver, mere bestøvning og i nogle områder en større rigdom af vilde biarter. Dette kan gavne både mængden af vilde planter og landbrugsafgrøder afhængige af bestøvning i områder nær skovlandbrugssystemer,' skriver forskerne i studiet.

De vurderer, at forskellen i mængden af vilde bestøvere havde været endnu højere, hvis man havde sammenlignet skovlandbrugene med konventionelt dyrkede landbrug.

Skovlandbrug

  • En kombination og integration af enten landbrugsafgrøder eller husdyrproduktion med træer og/eller buske.
  • Systemet er ikke udbredt i Danmark, men forskning fra udlandet viser flere fordele bl.a. bedre biodiversitet, lagring af CO2, opsamling af næringsstoffer og læ til dyrene.
  • Blandt ulemperne er, at der skal høstes på en anden måde, når buske og træer står på marken, at de kan kaste skygger, som påvirker de berørte afgrøder, og at det kan være nødvendigt at lægge dræn om, fordi vandet kan løbe anderledes af marken.

Kilde: Økologisk Landsforening

Forsker: Win-win

Den større mængde af insekter sikrer altså en mere stabil bestøvning, hvilket potentielt kan øge udbytterne. Studiets hovedforfatter, dr. Alexa Varah, betegner derfor skovlandbrug som win-win for bierne og landbruget.

"Det er ironisk, at landbrug, der er så afhængigt af bestøvere, faktisk er en af de største årsager til deres tilbagegang. Vores studie giver endelig et bevis på, at skovlandbrug er win-win for vilde bestøvere og for landmænd, der dyrker afgrøder, som afhænger af bestøvning," siger hun ifølge mediet phys.org

Omtrent 35 pct. af verdens dyrkede afgrøder er afhængige af bestøvere, og næste skridt bliver ifølge Alexa Varah at forske i udbytterne i flere forskellige landbrugssystemer for at se, om skovlandbrug generelt kan højne udbytterne. 

Flere fordele ved skovlandbrug

Hidtil har forskning vist flere fordele ved skovlandbrug: Sidste år udkom et studie, der nævnte træer i landbruget som et vigtigt værktøj i kampen mod klimaforandringerne, fordi træerne lagrer kulstof.  Samtidig kan de styrke jordens frugtbarhed, opsamle overskydende næringsstoffer og filtrere vandet. 

Vælgerne landmanden at dyrke træer og buske med afgrøder som frugter og nødder kan det desuden bidrage til en ekstra indtjening. Træerne kan også bruges som tømmer.

Skovlandbrug er stadig et nyt koncept i Danmark, men i udlandet er det noget mere udbredt - det forekommer dog i forskellige former, hvilket kan gøre det svært at indhente erfaringer og direkte overføre dem til danske forhold.

Herhjemme har bl.a. økologerne Mads Helms, Bjarne Larsen og Bertel Hestbjerg taget skovlandbruget til sig i forskellige former, som passer til deres bedrift. Flere eksempler på skovlandbrug i drift kan findes på Økologisk Landsforenings hjemmeside.

Flere artikler fra samme sektion

Ny lov skal sikre, at fødevareproducenter får en mere fair behandling af kæderne

Erhvervsministeriet har udarbejdet det første udkast til et lovforslag, der skal gøre op med mange års urimelig handelspraksis, hvor fødevareproducenter risikerer at vente i op til tre-fire måneder på deres afregning.

18-01-2021 4 minutter EU

SuperBrugsen er Nørrebros økologiske oase

Med mindst 2500 forskellige, økologiske varer på hylderne er SuperBrugsen på Nørrebrogade 53 lidt af et fund for stenbroens mange øko-freaks.

18-01-2021 8 minutter Detailhandel

Med trynen i sneen

Trine Sund Kammersgaard er svineproducent i Thy uden gård. Hun driver sin økologiske virksomhed, Trynen i Jorden, på lejet jord, og det er en helt igennem udendørs produktion for grise i alle aldre – på alle årstider.

15-01-2021 2 minutter Svineproduktion