Annonce

Annonce

Nærbillede af plantebaseret kød fra Hanegal

Der skal sætte skub i udviklingen og forbruget af plantebaserede fødevarer, mener politikerne, som er blevet enige om rammerne for en ny plantefond. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Ny fond ser dagens lys: Giver næsten 700 mio. kr. til at udbrede plantebaserede fødevarer

Et enstemmigt folketing har torsdag stemt for at oprette en fond for plantebaserede fødevarer. Frem mod 2030 skal den uddele 675 mio. kr. til at fremme den plantebaserede fødevareproduktion.

Det var blot en formalitet, at fonden ville blive oprettet, og torsdag blev det så en realitet.

Således stemte alle partier i Folketinget for at oprette Fonden for Plantebaserede Fødevarer, efter at regeringen i januar fremsatte et lovforslag om at oprette fonden med midler for i alt 675 mio. kr. frem mod 2030.

Fonden skal bidrage til, at Danmark bliver førende i at producere plantebaserede fødevarer, så forbrugerne både herhjemme og i udlandet får større mulighed for at vælge dem til, når de står med indkøbskurven i hånden.

"Udvalget af plantebaserede fødevarer er stort herhjemme, men det afspejler sig ikke i danskernes madvaner, selvom plantebaserede fødevarer bidrager positivt til klimaet, bæredygtigheden og ikke mindst ernæringen," skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Økologisk Landsforening spiller en rolle

Fonden er et led i landbrugsaftalen, som et bredt flertal indgik i 2021, og sidste år meldte forligspartierne ud, hvordan bestyrelsen skulle sammensættes, og at dens sekretariat vil blive placeret i Landbrugsstyrelsen.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) mener, at stiftelsen af fonden sender et stærkt signal til landbruget, og han forudser, at den øgede indsats også kan blive god for dansk eksport.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal have et endnu større udvalg af plantebaserede fødevarer. Til gavn for klimaet og den enkelte forbruger. Med vores dygtige landmænd og fødevareproducenter har vi også gode forudsætninger for at skabe det næste eksporteventyr af netop plantebaserede fødevarer. For at det kan ske, har vi brug for, at endnu flere landmænd omlægger deres landbrug til plantebaserede fødevareafgrøder, og at endnu flere virksomheder får fokus på de plantebaserede fødevarer. Med fonden sender alle partier i Folketinget et stærkt signal til bl.a. landmændene og fødevarebranchen ved at oprette en fond, som skal bidrage til at sikre et højere tempo på udviklingen," siger ministeren.

Økologisk Landsforening er udpeget som en af de organisationer, der kan indstille medlemmer til bestyrelsen. Det er så op til fødevareministeren at udpege de 10 medlemmer til bestyrelsen samt en formand, der udpeges for fire år.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet

CO2-afgiften lader til at virke

I 10 år havde de mest klimabelastende virksomheder i Danmark ikke sænket deres CO2-udledninger - lige indtil politikerne vedtog en afgift. Så faldt udledningen markant.

26-04-2024 3 minutter Klima,   Politik