Annonce

Annonce

Stegt and bliver skåret ud.

Dan Duck er i øjeblikket ved at gøre op, hvor meget det har kostet slagteriet, at et fejlbehæftet kontrolbesøg gav slagteriet dårlig omtale i pressen lige op til jul. Foto: Colourbox

Dan Duck overvejer at søge erstatning efter fejlkontrol

Andeslagteri overvejer erstatningskrav, efter at Fødevarestyrelsen lægger sig fladt ned og undskylder fejl ved kontrolbesøg, som ifølge direktør Hardy Eskildsen har kostet slagteriet mange penge.

Fem dage før juleaften udsendte Fødevarestyrelsen en kontrolrapport, hvoraf det fremgik, at der var problemer med håndhygiejnen på andeslagteriet Dan Duck A/S i Struer. Af rapporten fremgik det desuden, at en kontrol d. 17. december havde afsløret problemer med andeafføring på to ud af 100 ænder.

Det udløste en mindre shitstorm i medierne, og Ekstra Bladets hjemmeside skrev om andeslagteriet under overskriften 'Lort på danske juleænder'.

Ifølge Dan Ducks direktør og medejer Hardy Eskildsen stoppede den negative omtale alt salget af Dan Ducks økologiske juleænder, og han beskriver det som en alvorlig fejl, at Fødevarestyrelsen ikke kontaktede slagteriets ledelse for at høre deres version af sagen, inden de udsendte den famøse kontrolrapport og en indskærpelse.

Salget gik totalt i stå 19. december, lige midt i vores vigtigste højsæson, og siden har vi ikke solgt så meget som ét andelår eller -bryst til dagligvarekæderne. Det har kostet os rigtig mange penge.

— Hardy Eskildsen, Dan Duck A/S

Fødevarestyrelsens kødkontrolchef, Rikke Aagaard, erkender, at der er begået en fejl:

"På en af vores kontroller på Dan Duck studser vi over, at omkring halvdelen af personalet ikke vasker hænder, inden de går ind på slagtegangen. Her overser vi, at de kan have vasket hænder ved håndvasken på etagen oven over og indskærper, at virksomheden skal sørge for, at deres ansatte vasker hænder. Indskærpelsen for dårlige håndhygiejne var en fejl. Den har vi trukket tilbage og beklaget over for Dan Duck," siger hun.

Men den fejlbehæftede kontrolrapport og dermed også indskærpelsen blev først trukket tilbage 10. januar, og da var skaden sket, så Hardy Eskildsen og Dan Duck kan ikke bruge undskyldningen til ret meget.

"Salget gik totalt i stå 19. december, lige midt i vores vigtigste højsæson, og siden har vi ikke solgt så meget som ét andelår eller -bryst til dagligvarekæderne. Det har kostet os rigtig mange penge," siger Hardy Eskildsen, som i øjeblikket er ved at regne på, hvor meget den fatale brøler har kostet slagteriet, som nu overvejer at søge erstatning for det tabte julesalg og den afledte effekt af den dårlige omtale, som også risikerer at påvirke salget negativt i 2020.

Fødevarestyrelsen ønsker ikke at kommentere et eventuelt kommende sagsanlæg.

"Vi har beklaget over for virksomheden. Om virksomheden vil lægge sag an, må du tale med dem om," siger Rikke Aagaard.

"Vi har endnu ikke overblik over, hvad det har kostet os, og det er vanskeligt at beregne, da det formentlig også kommer til at gå ud over vores salg i 2020, hvor vi skal vi bruge mange ressourcer og penge på at genopbygge forbrugernes tillid til de danske ænder," siger Hardy Eskildsen, som ikke helt kan frigøre sig for tanken om, at slagteriet nærmest var dømt på forhånd, da fødevarekontrollen kom på besøg op til jul.

Tidligere på året havde et kontrolbesøg afsløret problemer med andeafføring på slagtelinjen, men Dan Duck havde ifølge Hardy Eskildsen gjort alt, hvad den kunne, for at rettet fejlene, så kontrolrapporten med en indskærpelse pga. en manglende håndvask kom helt bag på ham.

Han har ingen problemer med at få anmærkninger, hvis slagteriet ikke lever op til reglerne, men han beskriver det som en alvorlig fejl, at myndighederne først henvendte sig til virksomheden tre dage efter kontrolbesøget, hvor Dan Duck modtager den nye kontrolrapport.

Rikke Aagaard håber, at de tilsynsførende har lært af forløbet:

"Vi evaluerer løbende vores kontroller, så vi lærer af både det, der er gået godt, og af det, som er gået mindre godt. Den fejlagtige indskærpelse af reglerne for håndvask er klart et læringspunkt, som vi tager op med vores tilsynsførende," siger hun.

Dan Duck kan slagte de fleste typer fjerkræ. Her er det danske udsætterhøns, som bliver slagtet på havnen i Struer, hvor andeproducent Martin Daasbjerg etablerede slagteriet i 2014

Det fatale kontrolbesøg kan blive en kostbar affære for det jyske andeslagteri.

"Vi har kalkuleret med en vækst på 20 pct. i indeværende år, men nu risikerer det at ende med et fald på 20-30 procent," lyder vurderingen fra direktøren, som købte sig ind i slagteriet i efteråret 2019.

Han frygter, at forbrugerne vil vende de danske ænder ryggen. En frygt som han kun fik bestyrket, da han tidligere på ugen var ude for at tjekke kølediske i et par af dagligvarekæderne, hvor han kun fandt få udenlandske ænder, mens der var fyldt godt op i afdelingen med danske ænder.

"Jeg har spurgt Fødevarestyrelsen, om vi kunne få en officiel tilkendegivelse om, at der var fejl i kontrolrapporten, som vi kunne sende til vores kunder, men det kan vi ikke få," siger Hardy Eskildsen, som også driver Top Æg ved Viborg.

Han oplevede det lidt som at slå i en dyne, da han i dagene op til jul forsøgte at gendrive påstandene i kontrolrapporten, når diverse medier henvendte sig for at få en forklaring.

"Der var tale om en smædekampagne. Vi var dømt på forhånd og blev betragtet som syndebuk, og der var ingen, som gad lytte til os," siger Hardy Eskildsen, som ikke bare fik ødelagt sit julesalget, men også måtte bruge en stor del af juleferien på rydde op efter medieomtalen af sagen.

Presseomtalen omkring jul kom i kølvandet på kontrolbesøg hvor Fødevarestyrelsen i september fandt rester af afføring på de nyslagtede ænder. Men ifølge Hardy Eskildsen blev de få gødnings- og tarmrester udelukkende konstateret på den allerførste del af slagtebåndet, hvor både tarme og de øvrige indvolde lige var fjernet.

Til Dagbladet Holstebro-Struer forklarede han, at ænderne bliver renset og kontrolleret flere gange langs båndet, og at kontrollen skete inden den sidste kvalitetskontrol længere nede på båndet, og inden de bliver sendt videre til pakkebåndet.

"Folk kunne trygt spise vores ænder. Der var intet i vejen med dem, og havde Fødevarestyrelsens kontrollanter mistanke om noget andet, havde de da forhåbentlig stoppet os," siger direktøren til avisen.

Han oplyser i den forbindelse, at Dan Duck har fået færre end 15 reklamationer på de cirka 55.000 ænder, som blev sendt ud fra andeslagteriet i Struer op til jul på grund af dårlig lugt, problemer med indpakning eller urenheder på skindet.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd