Annonce

Annonce

Masser af kunder ved udstillerne på den danske fællesstand.

Der var masser af liv på den danske stand lige fra åbningen onsdag formiddag, hvor flere af de garvede udstillere glædede sig over, at det igen var muligt at gennemføre Skandinaviens største økologimesse. Foto: Jakob Brandt

Græsset er grønnest på den danske fællesstand i Malmø

Der var ikke mange græsstrå på rullegræsset under den danske fællesstand, som stod op efter de første hetiske timer på Nordic Organic Food Fair i Malmø.

De danske udstillere på Nordic Organic Food Fair, NOFF, i Malmø fik en perfekt start på den danske fællesstand, som på flere måder skiller sig ud fra mængden blandt de godt 500 udstillere på NOFF og søstermessen Eco Life Scandinavia, som også holder åbent torsdag.

Noget utraditionelt er den danske stand i år indrettet på et underlag af rullegræs, og som den eneste på hele messen er standen desuden forsynet med en førstesal, hvor udstillerne kan holde møder med potentielle kunder.

Som fødevareminister i verdens førende økologination var Rasmus Prehn (S) onsdag inviteret til at klippe den røde snor ved åbningen af selve messen, og kun fem minutter senere var han igen klar med saksen, da han åbnede den danske fællesstand, som generelt tiltrak sig stor opmærksomhed i et ellers noget konformt messemiljø.

I åbningstalen satte ministeren ord på en ambition, at Danmark ikke kun skal lade sig nøje med positionen som landet med det største økologiske forbrug per indbygger.

”Med den nye landbrugsaftale tager vi også et tigerspring i retning af også at blive verdens førende i forhold til økologiske, plantebaserede fødevarer. Så giv den gas derude, og held og lykke,” sagde Rasmus Prehn, inden han gav sig god tid til at snakke med alle de 20 danske udstillere.

Så glad ser man ud, når man endelig efter flere aflyste messer igen får lov til at klippe snoren til Skandinaviens største økologimesse. Her er fødevareminister Rasmus Prehn flankeret af markedschef for eksport, Pernille Bundgård t.v. og direktør Helle Borup Friberg, begge fra Økologisk Landsforening
Så glad ser man ud, når man endelig efter flere aflyste messer igen får lov til at klippe snoren til Skandinaviens største økologimesse. Her er fødevareminister Rasmus Prehn flankeret af markedschef for eksport, Pernille Bundgård t.v. og direktør Helle Borup Friberg, begge fra Økologisk Landsforening. Foto: Jakob Brandt

Hamp erstatter æg

Første stop på rundturen var ved ægproducenten Dava Foods stand, som apropos plantebaserede fødevarer havde ladet æggene blive hjemme i Hadsund for i stedet at promovere hampprodukter fra Møllerup Brands, som blev indlemmet i selskabet tidligere på året.

Her fik ministeren mulighed for at smage på en endnu ikke helt færdigudviklet proteinsnack.

"Det er et helt nyt proteinberiget marcipanbrød med 20 pct. hampeprotein. Det er produceret til småtspisende og bliver i øjeblikket testet på Aarhus Universitetshospital," forklarede Henrik Rendbøll, direktør for Møllerup Brands, som efterhånden har bevist, at hamp er en meget alsidig ingrediens, som kan bruges i mange sammenhænge, og han noterede både stor interesse fra flere indkøbere og ministeren.

"Som dansker er det rart at se, hvor meget vi fylder på det her område, og hvor langt fremme vi er i bussen i forhold til økologi. For der er jo ikke kun tale om, at vi gør noget godt for klimaet og miljøet. Der følger altså også nogle gode smagsoplevelser med. Vi får noget mad, som smager tæske godt, og som er godt for helbredet, fordi det forebygger livsstilssygdomme og samtidig gør vi noget for klima og miljø. What is not to like," spurgte ministeren.

Steen Jespersen fra Svaneke Bryghus bød på alkoholfri julebryg og kunne fortælle, at netop de alkoholfrie øl er den kategori med den højeste vækst
Steen Jespersen fra Svaneke Bryghus bød på alkoholfri julebryg og kunne fortælle, at netop de alkoholfrie øl er den kategori med den højeste vækst. Foto: Jakob Brandt

Ved den næste stand kunne Rasmus Prehn skylle hampeproteinerne ud af tænderne med en prisbelønnet alkoholfri ”Don’t Worry” juleøl fra Svaneke Bryghus, som havde taget hele arsenalet af alkoholfrie øl med til Malmø, hvor man ikke må udstille alkoholiske drikke.

Det blev til en længere snak om ølbrygning, hvor direktøren for det succesrige bornholmske bryggeri, Steen Jespersen, kunne fortælle, at netop salget af de alkoholfrie øl gennem længere tid har oplevet den største vækst hos Svaneke Bryghus, hvor de i dag står for 15 pct. af den samlede omsætning.

"Vi er efterhånden repræsenteret i så mange danske dagligvarekæder, at vi skal ud og finde noget af den fremtidige vækst i udlandet," sagde Steen Jespersen og mindede om, at Sydsverige ligger tættere på Bornholm end resten af Danmark.

"Vi betragter det lidt som vores nærmarked, og der vil vi gerne stå stærkere.”

Rasmus Prehn sluttede rundturen hos Sauce Umami, hvor medstifter Henrik Bach Jørgensen t.h. kunne glæde sig over, at ministeren allerede kendte sovsene og var kunde
Rasmus Prehn sluttede rundturen hos Sauce Umami, hvor medstifter Henrik Bach Jørgensen t.h. kunne glæde sig over, at ministeren allerede kendte sovsene og var kunde. Foto: Jakob Brandt

Den bedste reklame

Efter godt en time havde Rasmus Prehn fået mange smagsprøver på den seneste innovation i dansk økologi, inden han satte punktum for rundturen hos messedebutanten Henrik Bach Jørgensen fra Sauce Umami.

Han er i Sverige for at finde udenlandske foodservicedistributører til tre slags færdiglavet sovs, som allerede ligger til 59 kr. for et glas med 180 g i Irma-kæden, danske specialbutikker og udvalgte butikker i Meny-kæden.

Kunderne kan vælger en 'Klassisk Bearnaise', en 'Chili Bearnaise' eller en 'Klassisk Hollandaise', som alle er lavet af kvalitetsråvarer og helt uden tilsætningsstoffer.

"Vi tilbyder et highend-produkt til travle mennesker, der gerne vil betale lidt ekstra for at få den ægte vare, men ikke har tid til at lave den selv," forklarede Henrik Bach Jørgensen, som fik et stort smil på læben, da fødevareministeren straks genkender glassene med sovs fra indkøbsture i Irma.

"Det er jo den bedste reklame, jeg kan få, og ministeren er en typisk kunde, hvor prisen ikke er så vigtig," siger Henrik Bach Jørgensen til Økologisk Nu, da Rasmus Prehn har sat kurs mod den anden ende af messehallen, hvor han skal deltage i en debat, om hvordan de skandinaviske lande bedst kan opfylde deres økologiske målsætninger.

Eksportchefen er tilfreds med trafikken

Torsdag er det igen op til udstillerne at jagte deres egne målsætninger efter en dag, hvor Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, var meget tilfreds med trafikken på den danske stand, hvor græsset bogstavlig talt var lidt grønnere end på messens øvrige stande.

"Det er gået megagodt, og jeg kan mærke, at flere og flere udenlandske indkøbere retter blikket mod Danmark, fordi vores innovationsniveau er så højt," sagde hun, et par timer inden messen lagde låg på den første dag.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage