Annonce

Annonce

Squash i Green Bag.

Lidl tilbyder nu, som den første discountkæde i Danmark, sine kunder for et genbrugeligt alternativ til frugt- og grøntplastposerne. Her er øko- squash fra Hunsballe Grønt landet i Lidls nye Green Bag. Foto: Lidl

Frugt og grønt skal ud af engangsposerne

Lidl lancerer genbrugelige Green Bags, som ifølge Plastic Change er et simpelt og smart skridt væk fra engangsplastik

De fleste kender situationen, hvor man kommer hjem og tømmer de klare og knitrende engangsposer fra supermarkedets frugt og grønt-afdeling for indhold. Med tanke på verdens store overforbrug af plastik har mange formentlig dårlig samvittighed over at smide de skrøbelige engangsposer væk, men erfaringerne viser, at poserne sjældent bliver genbrugt og ofte ender i skraldespanden, når æbler, bananer, løg og agurker er havnet i frugtskålen eller køleskabet.

For at minimere plastikforbruget lancerer Lidl som den første discountkæde i Danmark i denne uge sine kunder for et genbrugeligt alternativ i form af såkaldte Green Bags.

Dermed følger kæden i fodsporene på Føtex, som sidste år indførte en genbrugspose af økologisk bomuld, som alternativ til knitreposerne.

Et led i en omfattende plastikstrategi

Lidl Danmarks plaststrategi

Lidl har sat følgende mål for sine butikker i Danmark:

  • I 2025 skal forbruget af plastikemballage skæres ned med 20 pct. sammenlignet med 2017

  • I 2025 skal 100 pct. af plastemballagen på egne mærker i fast sortiment bestå af materiale, som i udgangspunktet er genanvendeligt og genbrugeligt. Hvor dette ikke er muligt, skal den benyttes som energikilde.

  • I 2022 skal alle nuværende frugt og grønt-poser erstattes af mere miljørigtige alternativer.

  • Som led i strategien udfaser Lidl desuden plastik sugerør, drikkebægre, tallerkner, bestik og vatpinde af engangsplast

Lidls Green Bags er dog lavet af nylon og koster fem kr. for to. De er vaskbare og kan genbruges mange gange. Poserne er det seneste led i Lidls omfattende plastikstrategi. Den skal nedbringe mængden af overflødig plastik, og Lidl donerer 10 øre af salgsprisen for hver solgte Green Bag til kædens strategiske samarbejdspartner Plastic Change.

I en pressemeddelelse oplyser Lidl, at de nye Green Bags allerede efter blot fem ganges brug er et mere bæredygtigt alternativ til frugt- og grøntposerne af tyndt plastik, og ifølge CCO i Lidl Danmark, Mikko Forsström er poserne et af flere initiativer, som skal begrænse kædens forbrug af plastikemballage:
”I Lidl ønsker vi at tage et medansvar og nedbringe mængden af overflødig plastik. Med vores Green Bags introducerer vi et slidstærkt frugt- og grøntnet af nylon som alternativ til frugt- og grøntposerne af tynd plastik. Nettene kan lukkes i toppen, kan vaskes i vaskemaskinen ved 30 grader og er beregnet til at blive genbrugt mange gange. To Green Bags koster fem kr. hvoraf 20 øre går direkte til vores strategiske samarbejdspartner Plastic Change, som vil bruge pengene til videreføre deres arbejde med at sætte fokus på plastikproblematikken”, siger han.

En simpel og smart løsning

Lidl forventer, at introduktionen af de genbrugeligt Green Bags vil medføre et fald på op mod 20 pct. i forbruget af den nuværende frugt- og grøntpose lavet af engangsplastik, og Henrik Beha Pedersen, bestyrelsesformand og stifter af Plastic Change glæder sig over, at flere dagligvarekæder forsøger at nedbringe forbruget af plastikemballage med både små og store tiltag:
"Lidls Green Bags er en smart og simpel løsning på, hvordan vi kan reducere brugen af engangsposer, når vi handler frugt og grønt. Vi håber, at forbrugerne vil tage godt imod Lidls nye frugt- og grøntnet og være med til at reducere engangsplastik," siger Henrik Beha Pedersen.

Han erkender at nylonposerne også kan ende i naturen, men han oplyser, at nylon er en ren type plast, som det er let at genanvende.

Politikerne skal også på banen

Om Plastic Change

Plastic Change er en dansk miljøorganisation, der arbejder internationalt. Vi skaber opmærksomhed om konsekvenserne af den voksende forurening med plastik i havene og miljøet i det hele taget. Organisationen arbejder med dokumentation, formidling og løsninger, der skal sætte fokus på plastikforurening over for befolkningen, industrien og politikerne.

Plastic Change arbejder også sammen med Rema 1000-kæden, og han glæder sig over, at de danske dagligvarekæder tilsyneladende har indledt et kapløb om at komme først med de grønne løsninger.

"Vi oplever et marked, der rykker sig, men udfordringen med plastikforurening er ikke en opgave, som dagligvarehandlen kan løse alene," påpeger Henrik Beha. Pedersen, som håber, at den nye regering vil genindføre emballageafgiften, som efter hans vurdering er et godt redskab til at styre forbruget i en grønnere og mere bæredygtig retning, hvor genbrug og recirkulering kommer endnu højere på både forbrugernes og politikernes dagsorden.

Det forhold, at dagligvarekæderne i dag pakker de fleste økologiske frugter og grøntsager i emballage for at undgå sammenblanding med konventionelle varer, er en særskilt udfordring, som Plastic Change meget gerne vil i dialog med økologerne om.

Henrik Beha Pedersen peger i den forbindelse på, at det økologiske salg efterhånden er blevet så stort, at det giver god mening, hvis dagligvarekæderne vælger at sælge økologisk frugt og grønt i løs vægt og i stedet emballerer de konventionelle varer, så økologien også på emballagefronten bliver det bæredygtige valg.

 

 

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage