Annonce

Annonce

Portræt af de tre planteslagtere

Plantenørderne Henrik Have Christensen (tv), Emil Andersen og Emil William Götze (th) har drevet Planteslagterne siden 2018, og med en ny investor på holdet, håber de, at deres økologiske planteprodukter snart finder vej til udlandet. PR-foto

Ny investor skal hjælpe danske økodeller til udlandet

Kale United har investeret 750.000 kr. i den danske startup Planteslagterne, som skal bruge investeringen til at sparke hul til det engelske og svenske marked for plantebaserede fødevarer.

Står det til Kale United og Planteslagterne, skal engelske og svenske forbrugere snart vænne sig til at spise økologiske dilddeller, rødbedebøffer og plantedeller fra Danmark.

Svenske Kale United har netop investeret 750.000 kr. i den danske startup, som har specialiseret sig i at udvikle plantebaserede alternativer til kød.

”Planteslagterne er Kale Uniteds første investering i Danmark. Vi har længe holdt øje med det, der sker på det danske marked inden for plantebaserede fødevarer, og ventet på, at vi skulle finde den virksomhed, som vi troede 100 pct. på. Og vi tror på, at Planteslagterne kan levere plantemad, der opfylder andre behov sammenlignet med mærker som Beyond Meat og lignende erstatningsprodukter," siger Måns Ullerstam, stifter af Kale United, som bl.a. har hjulpet brands som Astrid & Aporn og Heura og Bärta ud over grøntsagsrampen.

Kale United er et svensk distributionsselskab, der arbejder på at skabe et globalt økosystem, som skal hjælpe plantebaserede virksomheder med at vækste. Selskabet blev lanceret i 2018 og har ved brug af crowdfunding som mission at øge den globale tilgængelighed af og opmærksomhed omkring plantebaserede produkter, og selskabet ser et stort potentiale i Planteslagterne.

”Planteslagterne fokuserer på den gode smag ligesom fx Beyond gør det. Men de bruger gode gammeldags ingredienser med meget lidt forarbejdning. Og det, mener vi, er en vigtig del af fremtiden i plantebaserede fødevarer,” siger Måns Ullerstam i en pressemeddelelse om den nye investering.

Et hop over corona-muren

Den svenske investor beskriver Planteslagternes plantebaserede convenience-produkter som plantemad version 3.0, som passer perfekt ind i den plantebaserede bølge, som i øjeblikket skyller ind over det svenske og britiske marked.

For iværksættertrioen, der etablerede Planteslagtere i 2018, har hverdagen i Kødbyen i København i nogen tid budt på grønne drømme om på et tidspunkt at komme uden for landets grænser. Men tiden har ikke været til det – før nu, og via samarbejdet med Kale United håber Planteslagterne, at det bliver muligt at få gang i eksporten.

”Med den nye investering kan vi som grøn dansk startup komme ud over de danske grænser og indtage landene omkring os. Indtil for nyligt er vi kun stødt på en corona-mur blandt indkøberne, som ikke har turdet satse på nye produkter i en tid, hvor der har været så meget usikkerhed omkring nedlukninger og indkøbsmønstre. Det kræver virkelig meget at indtage et nyt marked, så det skal understøttes af aktiviteter, der øger kendskabsgraden omkring vores produkter og de rene råvarer, og det er der nu endelig mulighed for,” siger Henrik Christensen fra Planteslagterne.

Tidligere i år vandt Planteslagternes Dild-dellen prisen som Årets Veganske produkt 2021, og Planteslagterne er desuden netop blevet kåret som Årets Planteiværksættere 2021.

Speciale i veganske brands

  • Svenske Kale United har specialiseret sig i at hjælpe veganske brands ud over rampen, og selskabet har bl.a. investeret i spanske Heura og været med til at løfte det svenske brand Astrid & Aporna tilbage i butikkerne.
  • Herudover har de bl.a. brands som Veganz og Eat Just i porteføljen, men det er første gang, de investerer i et dansk brand.
  • Kapitalen til investeringerne rejser Kale United blandt en bred vifte af private investorer, hvor alle kan være med, da den mindste investering er på 100 euro.

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage