Vejen frem med ko-kalv-samvær i økologiske malkekvægbesætninger

Af Mette Vaarst, seniorforsker, Institut For Husdyrvidenskab, AU

Der har aldrig gået så mange drøvtyggere rundt på denne klode, og de har aldrig fået så meget omtale som nu – og ikke altid af den positive slags. Der er gode grunde til at tænke, at der skal være færre af dem, men med bedre liv.

I økologien er der en udtalt vision om, at dyr skal betragtes og håndteres som de levende, sansende væsener, de rent faktisk er, at de skal leve liv, som er værd at leve, og at opfyldelsen af deres naturlige behov er en del af dyrenes sundhed og velfærd. Køer er stærkt motiverede til at tage sig af deres kalve, og det er naturligt for kalve at starte livet med at drikke mælk hyppigt og bliver beskyttet og vejledt.

Det er lidt af en kolbøtte for de fleste landmænd med malkekvæg at vende tankegangen dén vej. Kalve drikker mælk, og faktisk kan de drikke rigtig meget mælk. Det omtaler vi ofte som ’tab af mælk’, fordi vi gennem mange årtier har vænnet os til, at mælken er vores, nærmest inden den kommer ud af yveret.

Det er aldrig nemt at vende en tankegang, men i hele Europa har vi oplevet en stærkt stigende positiv interesse for ko-kalv-samvær gennem de seneste år. I Danmark deltager vi både internationalt og nationalt i projekter, som både dykker ned i detaljerede adfærdsstudier og beregninger, og undersøger ko-kalv-samvær som en del af hele gårdsystemer med malkekvæg. En del landmænd har været inddraget i flere interviewrunder og studier, og vi har samlet erfaringer fra nær og fjern.

Besætninger med malkekøer er meget forskellige, og det giver forskellige muligheder og udfordringer herunder sæsonkælvninger, jævne kælvningsfordelinger, malkestald eller robot, muligheder for afgræsning osv.

Ingen af disse systemer er bygget eller indrettet til, at køer kan være sammen med deres kalve på vores breddegrader. Der er derimod mange systemer, som er blevet tilpassede, så det kan lade sig gøre - med mere eller mindre succes for alle. Nogle har eksisteret i et par årtier, og mange er helt nystartede. Tilpasningerne er indrettede på næsten ligeså mange måder, som der er besætninger – ved ’knopskydninger’, forskellige låge-systemer, afdelinger, rutiner med at lukke dyr fra eller sammen, dele grupper op og indrette udendørsarealer.

Menneskene skal lære rigtig meget nyt i overgangen fra adskilte systemer til systemer med ko-kalv samvær. Det kræver nye måder at betragte sine dyr på, og være i blandt dem på. Nye bånd skal knyttes: Et menneske betyder ikke ’mælkefodring’ for en kalv. Tiden går ikke med spandevask, men med rolige vandringer inde blandt dyrene, og observation.

Der er kort sagt rigtig meget, der skal læres, og indrettes. Én af økologiens helt store styrker er, at diversiteten dyrkes. Det giver mulighed for at blive ved med at udvikle sig i takt med skiftende omgivelser. Der udveksles viden og erfaringer mellem landmænd, rådgivere, og forskere. En del af projekter handler om staldskoler, interviews, international udveksling, forskellige møder (online for tiden), og udvikling af materiale, videoer og international udveksling. De landmænd, som har været i front med denne udvikling, har på den ene side haft vide rammer og frihed til at udvikle, og på den anden side været på herrens mark, for der fandtes ingen anbefalinger på området.

Alt dette taler stærkt for, at vi, som har deltaget i disse projektgrupper, ikke anbefaler lovgivning på området, men snarere understreger behovet for rum og tid, når der skal læres, udvikles, og samles erfaringer, og bedrives forskning, som kvalificerer fremtidens valg. Vi har samlet en masse erfaringer og viden fra forskellige systemer på okologi.dk: https://bit.ly/3tlerkx

Mette Vaarst er projektleder for projekterne GrazyDaiSy og KALVvedKO