Annonce

Annonce

Henrik Hindborg holder oplæg ved et af de mange arrangementer han har lavet som markedschef

Henrik Hindborg glæder sig over, at han kan forlade Økologiens Hus efter endnu et år, hvor økologien satte nye salgsrekorder med en vækst i detailhandlen på næsten to mia. kr., men han lægger ikke skjul på, at han kommer til at savne økologiens mange ildsjæle. Arkivfoto: Jakob Brandt

Markedschef skifter spor: Det har været en fantastisk rejse

Markedschef stopper efter mere end 15 år i Økologisk Landsforening, hvor han har været med til at syvdoble salget af Ø-mærkede fødevarer.

Økologien har oplevet masser af medvind – både fra politisk hold og hos dagligvarehandlen i den periode, hvor Henrik Hindborg har arbejdet som markedschef i Økologisk Landsforening. Men selv om det økologiske salg er syvdoblet, siden han blev ansat, er der alligevel et par udfordringer, som han ærgrer sig over, at han og kollegerne ikke når at knække koden til, inden han 9. juli har sidste arbejdsdag i Økologisk Landsforening.

Det gælder ikke mindst de store udsving, som i perioder har præget landmændenes afregningspriser på eksempelvis grøntsager, korn og kød. De ustabile priser har gennem årene fået en del økologer til at lægge tilbage til konventionel drift for blot et par år senere at kunne opleve øko-priserne sætte nye rekorder.

Det er umuligt ikke at blive smittet af den begejstring og energi, der er overalt i den økologiske branche, og jeg kommer til at savne de inkarnerede ildsjæle, som kendetegner branchen.

— Henrik Hindborg

I jagten på foreningens ambitiøse plan om at nå 30 pct. økologi i 2030 bliver det ifølge den snart forhenværende markedschef for detail nødvendigt med en mere stabil forsyning af økologiske varer uden de store udsving i afregningsprisen, og med hans kendskab til sammenhængskraften i den økologiske branche tror han, at det er realistisk at nå i mål.

En smittende begejstring

»Blandt virksomhederne er der en enestående sammenhængskraft. Der er en vilje til at stå skulder ved skulder, og gennem fælles fremstød at få gjort det økologiske marked større og bedre - i stedet for blot at kaste sig ind i en dødskamp, som alene handler om at vinde markedsandele fra hinanden,« siger Henrik Hindborg og fortsætter:

»Det er umuligt ikke at blive smittet af den begejstring og energi, der er overalt i den økologiske branche, og jeg kommer til at savne de inkarnerede ildsjæle, som kendetegner branchen.«

Det fortæller Henrik Hindborg til Økologisk Nu fra det skrivebord, hvor han gennem årene har tygget sig gennem bjerge af Excel-ark for at analysere sig frem til, hvordan Økologisk Landsforening bedst kunne understøtte det økologiske salg.

På bordet foran ham ligger den nytrykte udgave af foreningens årlige markedsrapport, hvis nyeste salgstal vidner om en økologi i topform, mens de mange grafikker ganske godt illustrerer den rejse, som han og økologien har taget sammen. Den begyndte i 2006, da han overtog posten som markedschef i Økologisk Landsforening, da forgængeren Tom Krog Nielsen søgte nye græsgange. I en alder af 55 år skal han nu selv videre.

»Jeg har været med på en fantastisk rejse sammen med økologerne i næsten 16 år, men nu kan jeg mærke, at der skal ske noget nyt,« siger Henrik Hindborg dagen efter, at de øvrige ansatte i markedsafdelingen blev orienteret om hans beslutning.

Han har ikke et konkret job på hånden, men han har gennem årene opkøbt og istandsat et antal udlejningsejendomme, som han fremover planlægger at leve af sammen med indtægter fra diverse projektopgaver, som meget gerne må tale ind i den grønne dagsorden, som han gennem mange år selv har været med til at sætte.

Fra stagnation til vild vækst

"Da jeg kom til foreningen, havde dagligvarehandlen været gennem en periode, hvor kæderne strømlinede driften og nedbarberede sortimenterne, og det økologiske salg havde i fem år været præget af stagnation," husker Henrik Hindborg.

På daværende tidspunkt stod Danmark imidlertid foran en længere periode med højkonjunktur. Det gav nyt momentum for økologien, og de følgende år blev brolagt med to-cifrede vækstrater for det økologiske salg i den hjemlige dagligvarehandel og på eksportmarkederne, og når han kigger tilbage på sin tid i økologiens tjeneste, hæfter han sig ved flere milepæle.

Ved sin ansættelse udpegede Henrik Hindborg manglende tilgængelighed som den største hurdle, men ved at få flere økologiske varer ind i dagligvarekædernes faste sortiment og øge synligheden forudsagde han, at det ville være muligt at fordoble det økologiske detailsalg i løbet af 3-5 år.

Den plan lykkedes så godt, at han her godt 15 år senere kan se tilbage på en unik markedsudvikling, som har gjort Danmark til det land i verden, hvor økologiske fødevarer udgør den største andel af fødevareforbruget, mens danskerne bruger flere penge på økologi end alle andre nationaliteter. Den udvikling tilskriver han ikke mindst det særlige sammenhold, som han har oplevet blandt de økologiske producenter.

De seneste par år har Henrik Hindborg bl.a. brugt en del kræfter som leder af projekter, der skal sikre flere dansk-producerede bælgfrugter til konsum, som han her fortæller om ved et arrangement på restaurant Gemyse i 2020
De seneste par år har Henrik Hindborg bl.a. brugt en del kræfter som leder af projekter, der skal sikre flere dansk-producerede bælgfrugter til konsum, som han her fortæller om ved et arrangement på restaurant Gemyse i 2020. Foto: Jens Panduro

Han kender ingen andre tilfælde, hvor landmænd, virksomheder og deres forening, sammen med myndighederne, formår at spille så godt sammen som i den økologiske branche.

"Aktuelt er økologerne udfordret på klimadagsordenen - helt på linje med alle andre, der arbejder med fødevarer. Og alligevel føles udfordringen ikke helt på den samme måde. Jeg oplever eksempelvis, at økologerne er meget opmærksomme på, at forbrugerne har en berettiget forventning til, at økologerne også er de første, der rykker på klima-dagsordenen," siger Henrik Hindborg.

Årets Land åbnede mange døre

Da han blev ansat, dannede en lejlighed i Frederiksgade i hjertet af Aarhus rammen om Økologiske Landsforening, men i takt med at blandt andet aktiviteterne i markedsafdelingen voksede, blev pladsen for trang, og da foreningen i 2009 flyttede ind i det gamle rådhus i Åbyhøj, var der så mange ansatte i markedsafdelingen, at de fyldte hele den øverste etage.

Samme år blev Danmark Årets Land på BioFach, som er verdens største økologimesse, og det er en af de milepæle, som Henrik Hindborg gerne vil fremhæve.

"Jeg er stolt over hele vores arbejde med eksport, som har været med til at sætte Danmark på landkortet som verdens førende økologi-nation. Det gjorde os kendt blandt beslutningstagere i hele verden, og det har åbnet mange døre," siger Henrik Hindborg, fra kontoret i Agro Food Park, som i 2020 blev hjemsted for Økologisk Landsforening.

Foodservice kom på skinner

Han næver desuden opbygningen af en foodserviceafdeling og etableringen af Det Økologiske Spisemærke som andre initiativer, som har bidraget væsentligt til økologiens fremgang ved at sætte omlægningen af de professionelle køkkener på skinner, og han forventer, at foodservicebranchen hurtigt vil rejse sig efter det seneste års corona-nedlukninger.

"Økologien har stadig momentum og jeg er sikker på, at forbrugerne bliver ved med at interessere sig for at købe flere og bedre danske fødevarer," siger den snart forhenværende markedschef, som peger på, at netop arbejdet med at skabe flere værdipositioner for økologiske varer bliver en vigtig nøgle til fremtidens vækst.

Flere artikler fra samme sektion

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage

Danske servicestationer udfaser turbokyllinger

Dyreværnsorganisationen Anima roser danske servicestationer for at gå foran med dyrevelfærden ved at skærpe kravene til produktionsforholdene for slagtekyllinger.

24-04-2024 3 minutter Dyrevelfærd