Annonce

Annonce

Visti Møller ved stenkværn

På den nye mobile melfabrik fra Gl. Buurholt formales kornet i en rigtig stenkværn, og firmaets indehaver, Visti Møller, oplyser, at anlægget kan håndtere alle kornarter. Dog skal enkorn, spelt og havre være afskallet. PR-foto

Mobilt mølleri skal male mel til de økologiske landmænd

Økologiske landmænd kan nu løfte værdien af deres korn ved at få malet deres eget korn til mel ude på gårdene og pakket den poser til direkte videresalg.

Firmaet Gl. Buurholt, der har specialiseret sig i mobile såsædsrenserier, er snart klar til at rykke ud på gårdene med Danmarks første mobile melfabrik til produktion af økologisk bagemel.

For få år siden lancerede selskabet en mobil afskaller, og med den nye 'mobile melfabrik' er Gl. Buurholt nu klar med et nyt tilbud til de økologer, som i forvejen får renset deres korn via en af virksomhedens i alt 14 mobile anlæg.

"Med vores nye, mobile melfabrik henvender vi os til økologiske landmænd over hele landet, som vil løfte værdien af deres kornafgrøder ved at få kornet malet og pakket til videresalg," siger Visti Møller, der ejer Gl. Buurholt.

Visti Møller ved melfabrikkens pakkemaskine, der kan pakke melet i poser med henholdsvis 2, 5 eller 12,5 kg

Landmændene skal selv stå for salget af det økologiske mel, som formentlig typisk vil blive solgt i lokalområdet, hvor både privatpersoner og professionelle køkkener ofte er villige til at betale en højere pris for lokale produkter.

"En ikke uvæsentlig fordel for vore kunder vil være, at den nye melfabrik bliver fødevaregodkendt. Da melet afleveres færdigpakket til kunden, kan han eller hun videresælge det uden at involvere fødevaremyndighederne," siger Visti Møller, som endnu ikke er færdig med at regne på, hvor meget Gl. Buurholt skal have for at male og pakke et kg mel for at sikre, at produktionen både bliver en sund forretning for landmanden og Gl. Buurholt.

Aftagerne kan eksempelvis være gårdbutikker, bagerier, lokale dagligvarebutikker og torvemarkeder, men også efterskoler og højskoler, som ønsker at servere hjemmebagt, økologisk brød af lokalt dyrket korn for deres elever.

Birgitte Jørgensen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening ser spændende perspektiver i det mobile mølleri, som rammer lige ind i en stærk forbrugertrend i retning af lokale varer.

"Det nye mølleri kan være med til at åbne døren til øget lokalt salg for flere økologer, som ikke driver eget mølleri. Vi ved, at mange forbrugere er villige til at betale mere for lokale varer fra navngivne producenter frem for at købe anonyme melprodukter, hvor man ikke får den gode historie med i købet, så hvis ikke produktionsprisen for melet bliver for høj, kan der ligge en interessant indtjeningsmulighed for landmanden," siger Birgitte Jørgensen.

En genvej til flere lokale melprodukter

"Ved at tilbyde at komme ud på gårdene og male økologisk korn vil vi gøre det nemmere for landmændene at udnytte den aktuelle trend, hvor flere og flere forbrugere efterspørger lokalt producerede, økologiske fødevarer," siger Visti Møller, hvis største udfordring under indretningen af det mobile mølleri har været at få plads til alt det nødvendige udstyr på den trods alt begrænsede plads.

"For at gøre det endnu nemmere for vore kunder, omfatter vores melfabrik også en pakkemaskine, så vi straks kan pakke melet i poser med henholdsvis to, fem eller 12,5 kg," siger han.

Den mobile melfabrik er endnu ikke klar til at rykke i marken, men den forventes at være køreklar i slutningen af året

På den måde kan det mobile mølleri også være en løsning for ejere af små gårdmøllerier, som gerne vil være fri for selv at male og pakke mel i 12,5 kg-sække til foodservicebranchen.

Som en ekstra service tilbyder Gl. Buurholt også at hjælpe landmændene med at få fremstillet deres egne labels, hvor de kan fortælle den særlige historie, der knytter sig til de enkelte produkter, som erfaringsmæssigt er stimulerende for salget. Men landmanden skal selv sætte deres labels på melposerne, og i den forbindelse minder Birgitte Jørgensen om, at påsætning af etiketter skal ske i samme proces som pakningen, og at landmanden skal godkendes til detailsalg af fødevaremyndighederne og til engrossalg, hvis melet bliver solgt til kunder i foodservice-branchen.

Den mobile mølle kan håndtere alle kornarter

Den nye melfabrik kan håndtere alle kornarter. Dog skal enkorn, spelt og havre være afskallet, inden det via en snegl føres ind i anlægget. Her kører kornet først igennem diverse rensere og en såkaldt destoner til frarensning af sten, glas og metal.

Herefter er kernerne klar til selve formalingen i en rigtig stenkværn. Det nymalede mel bliver sigtet, inden det når pakkemaskinen. Stenkværnen kan male ca. 500 kg mel i timen, og hvis alt skal pakkes i små detailpakker, bliver det formentlig pakkemaskinen, som bliver flaskehalsen.

Flere artikler fra samme sektion

Niårigt studie konkluderer: Vær klimasmart og dyrk flerårige afgrøder

Dyrkning af flerårige afgrøder kan være en lovende løsning for danske landmænd til at sikre en klimavenlig produktion uden at gå på kompromis med markens samlede udbytte eller jordens frugtbarhed. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.

26-04-2024 3 minutter Planteavl,   Efterafgrøder,   Forskning,   Klima

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ