Kvæg skaber variation

Når vi taler om økologisk klimaks, så mener vi det allersidste trin i successionen – den trinvise udvikling i naturen efter en voldsom forstyrrelse som for eksempel en istid, vulkanudbrud eller sågar landbrugsdrift. 

Efter denne forstyrrelse starter successionen, og hvert enkelt trin i udviklingen er et såkaldt successionstrin. 

Til at starte med vil énårige såkaldte pionerplanter indtage arealet – dem kender vi typisk som markukrudt. Derefter vil flerårige urter indfinde sig og derefter buske, pionertræer, højskov og til sidst urskov.

Det er dette allersidste trin, urskoven, som man tidligere har troet var tykt, udbredt og dækkede det ganske land. Men heldigvis er man blevet klogere, for selvom urskoven er klimakstilstanden, var der i skovene arealer, som var lysåbne, hvor vegetationen blev holdt nede af hjorte, vildsvin, urokse, bison og andre vilde planteædere. 

Disse arealer var naturligvis ikke klimaksstadier som den omgivende urskov, men derimod variationer af successionsstadier, da de vilde dyr med gentaget slid og græsning skabte små forstyrrelser, der holdt successionen i skak.

I takt med landbrugets indførsel for 6.000 år siden overtog husdyr som kvæg, får, geder og svin de vilde græsseres rolle i skovene, samtidig med at svedjebrug og anden fjernelse af skov skabte stadig større, permanente åbninger i skovene, og ferske enge skabtes ved afgræsning og høslæt. 

Hvor landbrugsjorden mistede store dele af sin biologiske mangfoldighed, sikrede afgræsningen af svært fremkommelige jorder, at der her blev samlet en højere biodiversitet end i det omkringliggende landskab. Det er lysåbne naturtyper, som vi kender som overdrev og enge, moser og kær. I slutningen af 1800-tallet tog udviklingen mod det landbrug, vi kender i dag, fart.

Intensiveringen med høje udbytter, store mængder kunstgødning og få græssende husdyr betyder, at der ikke længere bliver fraført næring ved græsning af skovlysninger og enge. 

Tværtimod stiger mængden af kvælstof i luften voldsomt, og det virker som gødning på de sarte naturområder. Værre endnu er, at størstedelen af disse naturarealer er meget små og ligger klemt inde som naturlommer i landbrugslandet. 

Man mener, at omkring halvdelen af disse naturarealer er under mangelfuld eller slet ingen pleje, hvilket betyder, at næringsstofindholdet på arealerne bliver ved med at stige, hvilket kvæler naturen.

En løsning på naturarealernes deroute kan være at se tilbage. I helt gamle dage havde vi uroksen, derefter tamkvæget og nu ingen til at æde af naturarealerne og varetage den vigtige opgave med at fjerne næringsstofferne. Men det passer jo ikke – vi har faktisk masser af kvæg, og det giver rigtig god mening at se på at få flere af dem ud og pleje vores naturarealer. 

Hvor fodertilgængeligheden på mange arealer er for lav til, at det kan lade sig gøre at have højtydende malkekvæg som plejere, kan det ofte fungere rigtig fint at bruge ungdyrene. Mere traditionelt er det at bruge hårdføre kødkvægsracer som Hereford, Galloway eller Angus som tilmed har den evne, at de kan gå ude året rundt og dermed lave den gavnlige helårsgræsning.

Græsningsdyr inddeles typisk efter den måde de græsser på, og hvad de æder, i ’browsere’, ’blandingsædere’ og ’græssere’. Browserne er dyr som rådyr og elge, der overvejende æder blade og knopper fra træer og buske. 

Blandingsædere er geden, der som rådyr og elge foretrækker træer og buske, men som fint æder græs også samt kronhjorten, der ligner geden i fødemønster, dog med en større forkærlighed for græs. Blandt græsserne har vi hest, får og kvæg, som langt overvejende æder græs. Kvæget er altså ikke den dygtige kratrydder som for eksempel geden er, men den har flere evner, som gør den til den mest foretrukne naturplejer her i landet.

Kvæg er ikke særligt kræsne og græsser mere groft store arealer ned end for eksempel får, hvilket betyder, at de får tørre stængler, tuer og anden grov plantevækst med. Dette er en fordel, fordi det skaber lys og plads til friske skud af mere nøjsomme arter, som oftest er de mere sjældne. 

Kvæget er tunge dyr, som skaber forstyrrelser på arealerne, og som jeg var inde på i indledningen af denne klumme, kan forstyrrelser være en god ting, som giver plads til tidligere successionsstadier. 

Køernes tråd blotlægger jord, som fungerer som såbed for jordens frøpulje, og i våde områder skaber klovaftrykkene mikro-vandhuller, hvor frøer og andre vandelskende dyr kan leve og formere sig. Kvæget skaber kort græs og langt græs, tuer og bar jord, vandhuller og slider på træer og buske, så der skabes dødt ved, som er levested for et utal af sjældne arter. Dét, som kvæget kan skabe i naturen, er variation, og det er præcis, hvad vi mangler. 

Naturklummen er et fast indslag, hvor natur og biodiversitet i økologien og det øvrige landbrug tages under kærlig behandling. Naturpolitik, -tilskudsregler og -forskning er nogle af de områder, som vil blive belyst i naturklummen. Julie Rohde Birk arbejder med naturprojekter hos Økologisk Landsforening.