Annonce

Annonce

Thomas Hansen og søn

Med hjælp fra en fond, der har købt grunden, kunne Thomas Hansen starte som økologisk landmand. Foto: Niels Svanborg

Øko-landmand fik drøm opfyldt med hjælp fra fond

KRONIK: For et halvt år siden gik Thomas Hansens drøm om at blive landmand i opfyldelse, da gården Bjørnkær kom til salg. Han købte selv bygningerne, mens Danmarks Økologisk Jordbrugsfond købte jorden.

Mens markerne står helt nysået og venter på forår, er Thomas Forsingdal Hansen i fuld gang med at rydde ud i den tidligere ejers efterladte ting og sager i lader og staldbygninger omkring gården i landsbyen Ugerløse nær Holbæk i Vestsjælland. I marts overtog han gården og blev som 39-årig landmand.

De første 24 ha er netop sået til med hvede og rug, og Thomas Hansen er kun lige begyndt at lære at kende den jord, han de næste mange år skal dyrke.

»Man lærer mest om jorden, når man kører med en plov og ser, hvordan den er. Jeg skal lære, hvordan den opfører sig, hvilken betydning vejret har, og hvordan planterne gror,« siger Thomas Hansen, der har en lille notesbog, som han flittigt noterer i.

Ud af de 55 ha jord ved han allerede, at det det er de 48 ha, der skal dyrkes. 

Frem til foråret skal Thomas Hansen så foruden oprydningen bruge tid på at plante til på nogle områder, som ikke skal dyrkes. Der skal plantes træer og buske. Og han har tilmed planer om at udgrave en gammel mose på grunden. Alt sammen for at binde CO2 og skaffe liv og biodiversitet. Blandt andet skal insekterne være med til at bekæmpe skadedyr.

Thomas Hansen har i det hele taget mange ideer og visioner i sit arbejde med jorden.

Podcast om fonden

Direktør Kim Qvist i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond fortæller mere om sine egne og fondens visioner for både unge landmænd og naturindholdet i fremtidens landbrug. Det gør han i podcasten ”Derfor blev jeg økolog”. Episoden med Kim Qvist er 3. episode af podcasten, som er produceret af magasinet Økologisk.
Du kan lytte til den bl.a. andet via Spotify (søg på ”Derfor blev jeg økolog”) og www.okologi.dk/podcast.

»Naturen betyder meget for mig. Vi skal som landmænd arbejde i takt med naturen, og derfor er det naturligt for mig ikke at bruge sprøjtegift eller kunstgødning. Det handler også om næste generation, og jeg vil gerne have, at min søn også kan nyde det privilegie at have rent drikkevand,« siger Thomas Hansen.

De stærke holdninger til natur og økologi kommer ikke ud af ingenting. Siden han var helt lille, har Thomas Hansen både leget og arbejdet på sin morfars gård, hvor drømmen om tilværelsen som landmand spirede. 

Den er siden groet videre hos Thomas Hansens mor og stedfar, der selv driver økologisk landbrug. De står også i dag til rådighed, når Thomas Hansen har brug for et godt råd fra en garvet økolog.

Men det er ikke kun familien, der står klar med hjælp og sparring. At drømmen om at kunne drive sit eget landbrug overhovedet blev til virkelighed skyldes Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Danmarks Økologiske Jordbrugsfond

  • Stiftet af Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening den 3. februar 2017
  • Fonden har datterselskabet Dansk Økojord A/S, der står for investeringerne
  • Dansk Økojord A/S opkøber konventionelle landbrug og forpagter jorden til landmænd med krav om, at produktionen bliver omlagt til økologisk produktion. Forpagterne skal desuden efterleve en række krav til eksempelvis klimahandlingsplaner og natur-og vildtplejeplaner.
  • Aktierne blev tegnet fra september 2017 - januar 2018, og aktiekapitalen blev lukket på 27,3 millioner kroner. Der er i dag 668 aktionærer.
  • Dansk Økojord A/S udbyder aktier i en tegningsperiode på 5 år frem til 1. juni 2024. Mindsteprisen for aktiekøb er 10.000 kr.
  • Efter aktiesalget vil Dansk Økojord A/S have potentiale til at investere for mere end 200 mio. kr.

Thomas Hansen gik i flere år fra bank til bank for at få råd og lånemulighed til at kunne sætte sin underskrift på en købsaftale. Men alle banker stod fast på, at skulle de yde lån, så skulle han selv stå med en udbetaling på 20 pct. Og med de aktuelle jordpriser betød det, at de 200.000 kr., som han havde sparet op, ikke rakte ret langt. Selvom gården Bjørnkær er en lille bedrift på kun 55 ha, kostede den 10 mio. kr. Skulle han selv købe hele bedriften, krævede det en opsparing på to mio. kr.

»Det er nærmest umuligt for en ung landmand at komme i gang. Der var intet at gøre. Selvom jeg kunne fremvise et budget, der viste, at det økonomisk hang sammen, så skulle jeg selv komme de 20 pct. i udbetaling. Penge, som jeg ikke havde, og det ville jo tage mange år for mig at spare op til,« siger han.

Thomas Hansen kontaktede derfor Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. Fonden er stiftet af Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening. 

Formålet er at udbyde aktier og investere i landbrugsjord, der omlægges til økologisk produktion med en række krav til eksempelvis klimahandlingsplaner og natur-og vildtplejeplaner. Fonden har datterselskabet Dansk Økojord A/S, der står for investeringerne.

Pludselig var drømmen inden for rækkevidde. Økojord A/S investerede i jorden, og Thomas Hansen gik ind og købte bygningerne. 

Dermed kunne han 33 år efter den første traktortur sætte ploven i jorden på egen bedrift. For selvom jorden ikke er hans, føles det, som om Bjørnkær er hans helt egen gård.

»Jeg er glad for, at jeg selv ejer bygningerne. Så kan jeg selv bestemme, hvordan jeg vil sætte huset i stand. Jorden forpagter jeg på sammen måde som så mange andre landmænd. Det gør ingen forskel, om jeg ejer jorden eller forpagter. De krav, som fonden stiller, passer med mine holdninger til, hvordan gården skal drives,« siger Thomas Hansen, der endnu ikke er klar til at slippe sit faste job som teamleder i Banedanmark.

»Hvis jeg skal leve af det, så skal jeg have mere jord. Men lige nu er planerne bare at komme i gang her, lære jorden at kende og omlægge til økologi. Så må vi se, hvad fremtiden bringer,« siger Thomas Hansen.

Niels Svanborg er journalist ved Danmarks Økologiske Jordbrugsfond

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud